Overså beboerhus: Regeringen baserede tvangsindgreb i Vollsmose på forkerte tal

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har brugt lave testtal som argument for at indføre tvangstestning i Odense-bydelen. Men over 1.000 antigentest manglede i beregningerne, da regeringen fremlagde ønsket mandag.

Mindst 1.178 antigentests, som blev foretaget i Egeparkens beboerhus hen over weekenden 6.-7. marts, blev først medregnet i statens opgørelse onsdag. Årsagen er, at Styrelsen for Forsyningssikkerhed indtil da ikke vidste, at Egeparken ligger i Vollsmose. Det forklarer adm. direktør Brian Rosenberg fra Carelink, som står for antigentestindsatsen i Vollsmose:

»Det var i absolut sidste sekund, at vi fik mandet endnu et testcenter op, og vi fik ikke sagt klart til styrelsen, at de også skulle tælle den her lokation med under Vollsmose. Derfor manglede testene fra beboerhuset i styrelsens tal, som først blev rettet onsdag«.

De ’forsvundne’ tests udgør en væsentlig fejlkilde. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har forklaret, at regeringen netop baserede sit ønske om tvangstestning på, at for få borgere i Vollsmose har ladet sig frivilligt teste.

»Der er problemer med, at folk ikke lader sig isolere og ikke lader sig teste i tilstrækkelig høj grad i Vollsmose. Så synes jeg, at så var det godt at få det gjort. For jeg er selvfølgelig nervøs for, at smitten løber ud af kontrol i Vollsmose eller et andet sted i Danmark«, sagde Heunicke onsdag i DR’s ’Debatten’.

Fejlen kunne være blevet opklaret, hvis regeringen havde talt med Odense Kommune, inden den foreslog at tvangsteste bydelen. Kommunen talte nemlig testene fra Egeparkens beboerhus med i sin egen opgørelse, som borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har delt på Facebook og med Politiken i mandags.

Den manglende dialog med kommunen undrer sundhedsordfører Per Larsen (K). Han mistænker regeringen for på forhånd at have besluttet sig for tvangstestning, uanset tallene.

»Det er uhensigtsmæssigt, når der er fejl i det grundlag, man træffer beslutninger på. Men måske hænger det her sammen med den melding, statsministeren kom med i sidste uge i Folketingssalen (hvor hun luftede ideen om tvangstestning, red.). Måske havde regeringen på forhånd besluttet sig for, at nu skulle der ske noget drastisk«, siger Per Larsen.

Sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) bed mærke i tallene, da hun mandag deltog i mødet. Hun mener, regeringen med fordel kunne have konsulteret Odense, inden den foreslog at indføre tvangstests.

»Dialog er helt afgørende, og jeg har ofte appelleret til, at man lokalt får et større ansvar for smitteopsporingen, fordi det er dem, der kender borgerne, og de ved, hvad der foregår. Jeg noterede mig også, at der var forskel på de tal, de nævnte i Odense, og så dem, som ministeren kom med. Og det havde vi også en drøftelse af«, siger ordføreren, som ikke kan referere det nærmere indhold af det fortrolige møde.

https://politiken.dk/del/52ESTGAAbTOQ