Heunicke er »overrasket«, mens konservativ glæder sig over, at »demokratiet er genindført«

Folketingets ny epidemiudvalg blev mandag indkaldt med kort varsel for at diskutere smitteudbrud i Vollsmose. Regeringen ønskede at bruge kontroversielt magtindgreb med tvangstestning, men kunne ikke skaffe flertal. Odenses borgmester ønsker ikke at tvangsteste.

Der indføres krav om mundbind i Vollsmose de næste fire uger, og smittede borgere skal isolere sig selv. Bryder man påbuddene, kan det straffes med bøde. Regeringen ønskede at gå endnu længere, men blev nedstemt.

Efter et år med noget nær uindskrænkede magtbeføjelser måtte regeringen mandag sande, at Folketinget nu har det sidste ord i coronaepidemien.

Sundhedsminister Magnus Heunickes (S) foreslog mandag at indføre tvangstestning i Odense-bydelen Vollsmose efter stærkt stigende smittetal. Men forslaget blev nedstemt i Folketingets nye epidemiudvalg. Det erkendte ministeren efter flere timers forhandlinger i udvalget, som blev oprettet 1. marts som følge af den ny epidemilov.

Det er ikke et ønske, der er kommet fra mig

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense

Regeringens forslag gik konkret ud på, at borgere i Vollsmose skulle straffes med bøde, hvis de ikke ville lade sig teste. Det var nødvendigt, mente regeringen, selv om Odense Kommune i weekenden formåede at teste 3.848 personer i bydelen af frivillighedens vej. Der bor i alt 9.100 beboere i Vollsmose.

»Jeg kan konstatere, at et flertal ikke er parat at gøre det, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Nemlig at indføre en pligt til at teste«, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke til Politiken oven på mødet.

Heunicke kritiserede indirekte nej-partierne for beslutningen, som »får konsekvenser for mulighederne for at håndtere epidemien«. Selv sammenlignede Heunicke tvangstests med bilisters pligt til at bære sikkerhedssele, når de kører.

»Jeg må sige, at jeg er overrasket over, at første gang man benytter sig af den nye epidemilov, så vælger partierne at sige nej til sundhedsmyndighedernes anbefalinger«, sagde Magnus Heunicke.

Han henviste til, at den nyoprettede Epidemikommission havde foreslået at indføre tvangstest i Vollsmose. Kommissionens medlemmer er hovedsageligt udpeget af ministre i regeringen, men rummer også repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner.

Kritikken fra ministeren gav sundhedsordfører Per Larsen fra de Konservative ikke meget for.

»Vi har kørt hele året uden tvang, så jeg ser ikke nogen grund til at begynde nu, hvor vi rent faktisk står på et solidt grundlag for at håndtere smitten. Vi har set smitteudbrud i Ishøj, der er meget værre end det her. Det er nye tider for regeringen – de kan ikke bare få alt gennemført længere. Demokratiet er genindført«, konstaterede Per Larsen efter mødet.

https://politiken.dk/del/lH4X2wAAbLHA